Jakob Smith
jaksm@yahoo.com

---

Jeg har banket den her lille side sammen for at have en adresse til alt, hvad jeg kan finde på at skrive på dansk (og offentliggøre ;) ).

25.1.01

Jeg var til julefrokost (!) onsdag på arbejdet, hvor vi spillede 'Tegn & Gæt'. Her skulle jeg tegne begrebet 'død'. Jeg startede med det sædvanlige dødningehoved med to knogler over kryds nedenunder, hvilket ikke virkede. Først da jeg tegnede et kors, kunne én af mine medspillere gætte det. En lille stemme i mit baghoved kan ikke lade være med at begræde, at folk kommer til at tænke på død, når de ser et kors. Korset symboliserer livet om noget, for mig.

Når folk kommer til at tænke på død når de ser korset, er det så morallæreren eller den politiske rebel Jesus' død de tænker på eller er det bare fordi de har set for mange Hollywood-film med scener indeholdende masser af hvide kors på grønne græsplæner?

For mig er korset et symbol på liv, måske et indirekte, idet Jesus godt nok døde på korset, men han genopstod også tre dage efter.

posted by Jakob Smith 04:04

21.1.01

Tjaaa, Word er da et udemærket program:
Rygter om Office til Linux


posted by Jakob Smith 15:19

10.1.01

gennem et åbent vindue
kan jeg høre min tryghed

en verden udenfor mennesker
der lever og tænker min
depression
perspektiveres gøres til grin

kroppen der kræver tanken
der krænger et håb
til mennesket

dog
sandhed er

posted by Jakob Smith 00:30

posted by Jakob Smith 00:28

29.12.00

posted by Jakob Smith 04:33

Jeg har jo fri lige for øjeblikket og må indrømme, at jeg har fået set en del
tv, hvoraf meget er amerikansk og på et meget lavt niveau. Jeg har lagt mærke
til flere gange, at amerikanerne er meget penge- og succés-fikserede. Der
eksisterer virkelig beundring og benovelse for dem, der har klaret det godt,
lige meget hvordan. Hvis det f.eks. er en kvinde, der har tjent kassen efter
hun fik forstørret sine bryster, fordi mændene savler efter hende, så bliver
der klappet. Det er jo the american way. Måske er det denne succés-fiksering
og manglende solidaritets-følelese, der moralsk set gør USA til det underlige
land det er? Bagsiden af denne glamourøse succés-dyrkelse er tomme, udhulede
og dybt ulykkelige mennesker, der aldrig 'made it big time' som kvinden med
de store babser eller skuespilleren fra Hollywood eller baseballstjernen
eller...

Disse ulykkelige begivenheder *kan* være udtryk for en i samfundet
dybereliggende desperation efter at blive hørt, elsket, set og sat pris på.
Prøv at tænke på hvilken livsverden vi lever i i dag, ihvertfald i den
vestlige verden. Det er ikke længere den lille landsby. Vi har adgang til al
menneskelig viden. Vi bliver hver dag udsat for tusinder af audiovisuelle
påvirkninger, der prøver at ændre vores adfærd (reklamer, valgkampe,
tv-programmer, aviser, magasiner, internettet). Vi har adgang til information
om og måske forståelsen af mangfoldige ideologier og religioner. Vi kender
til situationen i næsten enhver afkrog af verden, samtidig med at vi kæmper
for at få vores eget liv til at hænge sammen. På mit skrivebord ligger Ry
Cooder, Tjajkovski, Jean-Michel Jarre og David Bowie-cd'er i én pærevælling.

Vores liv er fulde af muligheder, så mange, at de ikke er til at overskue.
Vores liv er fulde af ulykkelige situationer, både vores egne og dem, vi ser
på tv-skærmen eller læser om i avisen eller på internettet, så mange, at de
ikke er til at overskue. Vores liv er i det hele taget så fulde af alting, at
jeg egentlig godt kan forstå, at folk bryder sammen. Selvfølgelig har jeg
svært ved at forstå noget så grusomt som at tage et andet menneskes liv, men
ofte har jeg selv lyst til at vende det ryggen og og drage ud for at finde
det sidste uberørte sted i verden. Problemet er jo så, at jeg ville røre det
sted og i sidste ende bringe alt det jeg lige har nævnt med mig.

Jeg tror, at jeg er så optaget af dette nu, fordi jeg prøver at rydte op på
mit værelse som på overfladen kunne ligne enhver anden postmodernistisk
vælling med alle de i bøgerne, aviserne, disketterne og bladene indeholdte
ideer, der mænges som rejsende på en banegård.

posted by Jakob Smith 04:08

jeg har jo tænkt (sic) på julen og dens indhold. hvis man begynder at
diskutere den med folk og måske giver udtryk for det synspunkt, at man
egentlig godt kunne undvære den, så hører man ofte svaret: "Jamen det er jo
bare hyggeligt". Her er det så bare, at der er noget der vender sig inde i
min (kristne) person. Er der ikke en stor risiko for, at det gode budskab
bliver glemt i al denne kvælende hygge, nisser og fed julemad?

Jeg kan ikke lade være med at se den traditionelle jul som en slags antitese
til det liv jeg søger at leve i fællesskab med Gud. Det er et liv, hvor jeg
ultimativt lever for at sprede budskabet om Jesus, uafhængigt af om jeg har
tøj, penge, job, en karriere, fed mad, nisser på væggen, villa, hund og
volvo. Nogle folk ser mig måske som en puritaner nogle gange og jeg føler mig
ofte som en sådan, selv om jeg også ofte lever og handler i alt for stærk
kontrast til dette ønske. Jeg tænker ofte således, at selvom, der er ca. 2000
år mellem mit liv og dengang verdenshistoriens vigtigste person blev født,
levede, døde og genopstod, så ønsker jeg, at disse 2000 år med alle deres
medfølgende traditioner og dårligdomme ikke skal stå i vejen for mit blik mod
Jesus Kristus.

Det kan godt være, at julen har fungeret som en måde at formidle budskabet
på. Er det ikke ofte det argument man hører som forsvar for at opretholde
denne tradition? Jeg spørger så bare, hvis man er blevet bevidst om denne
tradition og dens påståede funktion, er det så ikke bedre, at kvitte den og
gå direkte til sandhedens kilde? Skal der være enkelte tidspunkter på året
sat af til at være ekstra troende? Hvad med hviledagen? Den er til rådighed
hver uge. Jeg vil ønske og bede til, at jeg i min dagligdag vil afsætte den
tid til at hylde og prise Gud, som han har krav på, at jeg hver dag vil huske
på den gave, Han har givet mig.

posted by Jakob Smith 03:58

24.12.00

Skrev et digt i fredags, som jeg også har publiceret på www.digte.dk:

modul i et mareridt

hej se
her er jeg foldet
.
.
kanterne flokkes
og danner et billede
et modul i et mareridt
.
.
jeg kan se du har hænder
så hjælp mig
jeg vil se mere end
.
.
mine egne tænder
lyset du ved
min side væk fra mig selv

posted by Jakob Smith 01:42

13.12.00

Lidelse

Her er der nogle viise ord fra min gode ven Bjørn, som jeg har fået lov at publicere her.
Det er sa mange menneskelige behov og relasjoner som er odelagte og nedbrutte, og forstaelig nok far disse fordervelser mennesker til a fa problemer med Gud. Jeg kan forsta det, men jeg tror at denne lidelse og smerte og mangel istedet kan lede mennesker til Gud.
For hvor finner man den far man aldri fikk kjenne pa
jorden? HVor finner man en venn som er trofast? Hvor
finner man en som elsker ubetinget? Hvor finner man en
som kan beskytte en alltid? Dette er enten sterke
klisjeer eller bronndype sannheter. Gud er den
perfeksjon som vi mennesker aldri er. Han er ogsa den
perfeksjon av alt det som vi behover. Vi var
opprinnelig lik ham, men er na perverse guder i var
elendighet. Triumfen og sannheten med stor D (for Dyp)
er at vi igjen kan bli lik ham.

Gud vet hva lidelse er, han lider selv. Derfor er
lidelse ikke til for a dra oss vekk fra Gud (og
ihvertfall ikke til for a argumentere for at Gud ikke
finnes, jfr. theodiceen), men for a bli fanget inn av
Gud. Vi lider fordi lidelse er guddommelig, og derfor
er det ogsa menneskelig. Du lider, jeg lider,
karismatikere lider, trosbevegelsens folk lider,
katolikker lider, joder lider, muslimer lider, ALLE
mennesker lider. Derfor er theodiceen sa grunnleggende
feil, selv om det helt apenbart er en tydelig
forskjell pa lidelse og ondskap. Jeg tror til og med
at ondskap er noe menneskelig, det er i mennesket. Men
jeg vil ikke diskutere det her, bare poengtere at
lidelse er uunngaelig.

Jeg ma innromme at jeg er inspirert av Abraham Heschel
her, en jodisk filosof fra det 20. arhundre. Han
skriver i sin bok "The Prophets" om GT sine profeter
og deres forhold til Gud/Guds forhold til dem og
ISrael derigjennom. Heschel er en vilt henrivende
forfatter som skriver med stor innsikt og patos. Han
har virkelig grepet noe av sannheten om Gud, og det er
ikke noe som ikke var kjent fra for, bare at i
protestantisk kristendom har vi gjort Gud til en slags
figur i tanken, en ide, en fjern kjempe, en
ubegripelig aand (dobbel aa her bare fordi Gud ikke
skulle bli en and), en snill gammel mann, en fin fyr,
osv. Han er dette, men mye mer. Han er en person, en
Gud med karakter, med folelser, som lider, som
"suffers," som hater, som elsker, som dreper(!) og
gjor og er mye annet. Jeg tror ikke GTs Gud er en
annen enn NTs Gud, bare at kristendommen og historien
har forandret vart Gudsbilde. Heschel har et radikalt
jodisk og opprinnelig (fordi det er GT hvor Guds
apenbaring forst blir kjent) bilde av Gud som en
fryktelig og fantastisk person i en og samme natur.

Essensielt i Heschels bok er at Gud er begjaerlig
opptatt av sin relasjon (pakt) med Israel. Han sorger
i dyp lidelse og smerte over Israel, folket/menneskene
som han elsket, har vendt seg bort fra ham. Sa
beskriver Heschel Guds lidelse, sorg, smerte,
kjaerlighetssavn osv., og alt viser Guds uforstaelige
ubeskrivelige kjaerlighet for Israel, for
menneskeheten.

Heschels syn pa Guds pasjonsrelasjon med Israel kan
anvendes pa oss idag. Jeg tror til og med at den kan
anvendes pa mange kristne (fordi nar man tenker pa
profetene, sa tenker man at de talte til de
ikke-religiose, noe som er helt feil - de talte til
datidens 'kristne,' det religiose etablerte Israel som
feiret sine gudstjenester, hadde sine prester, sine
kirker, sin rokelse (var musikk?) osv.) idag,
inklusive meg selv. Gud onsker en relasjon med oss
(moderne cyber vestlige androider, kristent eller ikke
kristent programmert), og det er ham som har
initiativet. Derfor er det ogsa ham som lider nar
relasjonen er brutt (forst senere lider vi), og det er
ham som hater at vi ikke bryr oss om ham. Jeg dommer
meg selv sa godt jeg kan, og Heschel dommer jeg til en
tier for a vise oss Guds sterke sterke sterke fokus pa
RELASJONEN med menneskene han skapte.

posted by Jakob Smith 00:25

5.12.00

Yul!!

Jeg sad lige og tænkte på om jeg kunne skrive noget her om den frygtelige Yul, der er rigtig over os, nu hvor vi er i december, og jeg mener ikke Yul Brynner, men derimod den højtid, hvor vi åbenbart skal hygge os rigtig meget. Så fandt jeg ud af, at landet Bhutan på bhutanesisk kaldes "Druk Yul". Bedre kan man vel egentlig ikke beskrive en typisk dansk jul: "Druk-Jul".

Men nu er det sådan, at Druk Yul betyder "Tordendragens Land", så associationerne begynder at blive lidt løse i kanterne, medmindre Yul Brynner betyder "Tordendragen drikker". Men det kan vel også være ligemeget. I sidste ende synes jeg bare julen er lidt irriterende med dens gennem hele året opsparede ønske om hygge. Det bedste ved julen må, på trods ad de iblandede hedenske ting, være det kristne budskab. Det er bare så synd, at det ofte drukner i kravlenisser og andefedt.

posted by Jakob Smith 22:18